Frihed til at være den du er!

 

Asger gik sin sædvanlige tur ned til den store skovsø, og denne dag er meget speciel, da han ser en pæn stor fugleunge sidde ved foden af et stort træ. Fugleungen ser udmattet og sulten ud og skræpper mere og mere hæst. Asger sætter sig et godt stykke derfra, dog ikke længere væk end han stadig kan høre ungen. Efter en times tid bliver ungens skræppe mere og mere svag og Asger beslutter at tage ungen med hjem, for at give den noget mad. Han tager jakken af og pakker fugleungen ind i den. På vejen hjem tænker han over, hvad han dog skal gøre med den stakkels lille unge. Han tænker: Jeg har jo en stor og fin hønsegård, men måske accepterer hønsene den ikke – det er alligevel et forsøg værd og jeg må bare håbe. Og i det samme døber Asger fugleungen HÅB.
Hønsene accepter HÅB relativt hurtigt og inden længe lærer HÅB at tage næring til sig – præcis på samme måde som alle de andre høns. Ungen vokser og vokser og snart er den større end alle hønsene i hønsegården.
Nu erfarer Asger, at gode råd er dyre, for Asger ser, at selvom HÅB udvikler sig til en fin ung ørn, opfører hun sig mere som en høne. Og hun har endnu ikke forsøgt at flyve. Asger begynder at tage HÅB med ud til et lille æbletræ i haven. Han sætter HÅB på den nederste gren i håbet om at hun vil flyve. Men HÅB ved jo ikke den kan flyve – så den hopper ned på jorden, præcis som den gør hjemme i hønsehuset efter en lang nats søvn på pinden. Asger henter en stige og flytter HÅB op på en af de øverste grene på træet. HÅB sidder længe på grenen, og flyver først ned, når Asger lokker med regnorme. Sådan fortsætter Asger med at sætte HÅB op i større og større træer, og ørnen flyver som vanligt ned og spiser regnormene.
En dag glemmer Asger regnormene og HÅB flyver som vanligt ned mod jorden og erfarer der ingen orme er. Derfor flyver den lidt op igen, for at se om Asger har lagt dem et andet sted. Den flyver gennem hele haven og fortsætter ud over markerne. Ikke længere væk end den stadig kan se Asgers gård ud af øjenkrogen. HÅB erfarer, at selvom hun nu er højt oppe i luften, kan hun se selv den mindste regnorm på marken. Og HÅB flyver ned og henter sit bytte, og forsætter derefter tilbage til hønsegården.
Samme mønster gentager sig igen og igen, nu da HÅB er klar over at hun er i stand til at flyve. Med tiden møder HÅB andre ørne på sine ture ud over marken. De lyder truende og ser store og farlige ud, og HÅB bliver i første omgang bange for dem, og skynder sig tilbage til hønsegården. Efter noget tid erfarer HÅB at de ikke gør hende noget, nærmest modsat. Det er som om de kender hende. HÅB er meget imponeret over de andre ørne, hun syntes de er smukke og meget fascinerende, da de fanger mus på marken. Og en dag hvor HÅB flyver helt ned til skovsøen, ser hun, at de også fanger fisk. HÅB tænker ”bare jeg er lige som dem”. Derefter vender hun rundt og flyver lidt trist hjem til hønsegården. Tiden går og HÅB flyver for hver dag et lille stykke længere væk fra gården. Dog er det hjemme i Asgers have den helt store overraskelse kommer. En dag HÅB går rundt i haven får hun pludselig øje på en stor smuk ørn, og går forventningsfuld hen mod den. Og pludselig siger det ”KLIR” – og billedet af den smukke rovfugl forsvinder med et. En rude i Asgers drivhus er smadret. HÅB føler sig først meget desorienteret – og lige pludselig går det for HÅB – ” det var jo mig - Jeg er selv en ørn”.

Skrevet af
Inger Merete Terpager Christiansen d. 26 oktober 2015
Netop NLP i Hareskoven